Kan skridt omregnes til kalorier/bonus?
Sundbid omregner ikke skridt direkte til kalorier, da det er meget forskelligt hvor meget man forbrænder på skridt, alt efter om det er en decideret motions-gåtur eller skridt målt over en hel dag. Der er så at sige ikke en fast formel for det, som der er med mange andre motionsformer, så derfor ville det give misvisende beregninger for kcal-forbrug at lave en beregner.
Mange måler skridt henover en hel dag (hvor alle skridt tæller med) og her skal det ikke gøres op i motions-kalorier, men i stedet tælle med i dit daglige aktivitetsniveau.
Vores anbefaling er at bruge skridttælling som en daglig guide-line til at få valgt det korrekte aktivitetsniveau. Da skridttælling oprindelig er tiltænkt som en indikation på en hel dags aktivitet, så skal det med ind når du vælger aktivitetsniveauet i din kalorieprofil. Så hvis du f.eks. hver dag går 6.500 skridt og har valgt stillesiddende aktivitetsniveau, så skal der justeres ind. Vælg i stedet "Let" eller "Moderat" alt efter dine andre aktiviteter.
Jeg har gået en tur (som jeg ikke plejer at gå) og min skridttæller siger at jeg har gået 8.000 skridt. Hvordan får jeg motionsbonus for det?
Svar: Her anbefaler vi at du glemmer skridtene, og i stedet tager afstanden du har gået, samt hvor lang tid det tog. Brug herefter vores motions-beregner for gang/løb til at beregne kalorieforbruget.
Jeg vil gerne have en daglig graf over mine skridt. Hvordan holder jeg styr på det?
Svar: Det gør du ved at gå ind i din kostdagbog, klik på "Kropsmål og andre målinger" og vælg "Skridt" på listen. Indtast herefter antal skridt. Så kommer statistikken op under Statistik menuen.